10 ting der er helt normalt efter fødslen, men som ingen fortæller dig om

Kender du det med at føle sig godt forberedt på det hele? Fødselstasken er pakket. Du har mad i fryseren. Tøjet er fundet frem, og barnevognen står klar. Og så har du naturligvis sørget for at forberede dig til selve fødslen ikke også? Jo, selvfølgelig har du det. Når man så har født, sker der en masse, som jeg virkelig ville ønske, jeg havde vidst. Derfor vil jeg dele mine erfaringer med dig! Har du nogle at tilføje? PLEASE do it! Smid en kommentar, så opdaterer jeg indlægget løbende!

1.    Du får en finger i numsen lige efter du har født

Altså en finger? I numsen? Ja, den er god nok. Det er ikke superfedt. Jeg havde sådan en ide om, at når babyen var kommet, så var alle smerter væk. Måske var det naivt?! Det er hverken behageligt eller sjovt at skulle sige ok, når jordemoderen siger, at hun nu bliver nødt til at stikke en finger op i måsen på en. Oven i det er det jo pænt ømt dernede, der er trods alt kommet en baby ud. Men der er en mening med galskaben. Det er vigtigt at tjekke, at din endetarmsringmuskel ikke er bristet. Og det kan jordemoder kun ved at stikke en finger op i numsen og mærke efter. Du kan jo være glad for, at du ikke selv bliver bedt om det 😉

2. Det gør virkelig ondt at tisse

Det svier helt vildt at tisse efter fødslen. Og reglen hedder sig, at du skal op og tisse minimum 2 timer efter fødslen. Det kan hjælpe at have en skylleflaske med i din fødselstaske. Du kan fylde den op med lunkent vand og sprøjte dig i underlivet, mens du tisser. Så svier det knapt så meget! Det er dog vigtigt, at du ikke gør det, før du er sikker på, at du rent faktisk kan tisse. Jeg havde min skylleflaske med OVERALT de første par dage efter fødslen.

3.  Du er helt vildt sulten – sådan ca. 1-2 timer efter fødslen

Med mindre du har haft en lyn-fødsel måske. Det er hårdt at føde. Og mens veerne kommer på stribe, er det ikke ligefrem mad, du fantaserer om. Når baby er kommet til gengæld, kan du virkelig mærke, hvor sulten du er. Også er det måske ikke det fedeste at skulle spise toast med smør og marmelade. Jeg havde pakket en lille efter-fødsels kurv. Og det var vi utrolig glade for. Især med nr. 2 som kom sent aften, hvor alt var lukket. Tilmed den lille hospitalskiosk.

4.  Det er MONSTER ubehageligt at lave stort på toilettet

Ja, det er altså ikke for at skræmme dig, at jeg skriver dette. For der er da nogle, der er heldige. Men min oplevelse alle 3 gange har altså været, at det bare er monster ubehageligt at skulle lave stort. Der er også mange, der får forstoppelse. Min anbefaling? FOREBYG! Sørg for at drikke en masse efter fødslen, spis gulerødder og drik sveskejuice. Bed evt om noget afførende en dags tid efter fødslen. Så kan du måske nå at komme det i forkøbet. (Og hvis du er bristet bagtil, bliver det ikke sjovere)

5.  Det der amning kan virkelig være svært

Det er heldigvis mere og mere udbredt, at man taler om alle de udfordringer, man kan opleve ved amning. Det tager lang tid at etablere en amning, og der kan komme udfordringer helt fra start, der kan gøre amningen rigtig svær. Forkortet tungebånd, forkert sutteteknik eller indadvendte brystvorter er bare nogle af begreberne, jeg lærte de første par døgn. Det gør også ret ondt i ens brystvorter. De små skabninger er stærke i munden! De suger bare til! Og det skal de jo også for at kunne overleve. Men jeg har 4 råd:

  1. Forbered dig på amningen. Lær hvordan du lægger din baby til brystet med en god teknik.
  2. Køb noget creme/olie, du kan smøre brystvorterne med. Brug gerne din brystmælk til at ”rense” brystvorterne med efter en amning.
  3. Undgå suttebrikken hvis det handler om smerter. Det er symptombehandling. Suttebrikken er lavet til kvinder med (svært) indadvendte brystvorter, men jeg har hørt om mange der “bare” har fået dem udleveret på sygehuset efter fødslen – også meget tidligt i ammeforløbet.
  4. Amning skal ikke gøre ondt, heller ikke i starten. Gør det det er det med stor sikkerhed fordi din baby har forkert fat! Få hjælp til teknikken, hvis din amning gør ondt, hvis din baby ikke tager nok på, hvis du ikke har nok mælk eller hvis du er i tvivl om, om dine bryster tømmer sig.

6.  Du græder helt vildt lige pludselig

Man siger, at den 3. dag efter fødsel er grædedagen. Jeg følte egentlig, at de fleste dage de første 3 uger var grædedage. ALT er fantastisk, hårdt, nyt og emotionelt på samme tid. Man fælder ekstremt mange tårer. Både af glæde og frustration. Mit råd; lad være med at se film, der bare er lidt romantiske! Og græd nu bare – se lige hvad du har skabt! Det er jo helt fantastisk!

7.   Efterveer findes også

Du troede liiige, du var over fødslen, og du har allerede lovet dig selv, at du aldrig skal have flere børn. Så går der nogle timer, også kommer de. EFTERVEERNE. Hold da kaje, hvor var de slemme for mig. Men heldigvis er det bare en fase og de forsvinder igen.

8.  Hvor meget der egentlig skal undersøges

Det kom virkelig bag på mig hvor mange lægebesøg, aftaler og diverse der lå lige efter fødslen. Ikke nok med at man selv skal undersøges lige efter fødsel. Baby skal også have lavet et sundhedstjek og måles og vejes. Der tages hælprøve. Der tages høreprøve. Der tjekkes for ganespale og hofteskred. Du bliver undersøgt i hoved og røv (bogstavelig talt). Derefter kommer sundhedsplejersken og nærstuderer dine bryster. Der skal ikke mangle noget vel? For ikke at glemme 5 ugers undersøgelsen af din baby og 8 ugers undersøgelsen af dig hos lægen.

9.  Hvor ligegyldigt alt andet føles

Når du ligger med din lille baby i armene efter at have båret ham eller hende i 9 måneder, og du kigger på din partner føler du dig stolt. Ja, så er alt andet fuldstændigt ligegyldigt. Dt er en super lækker tilstand at være i. Det er det, man kalder barselsboblen. Så NYD det, mens du kan. Hverdagen kommer, og så er det hele ikke så magisk mere.

10.  Hvor stor din mave stadig er

Dette er en vigtig pointe. Desværre er der mange, der lægger billeder op af en relativt flad mave 4 timer efter fødslen. Lad mig en gang for alle understrege noget. DET ER MERE NORMALT AT LIGNE EN DER ER GRAVID I 6. MÅNED, NÅR DU LIGE HAR FØDT. Det er ikke naturligt at livmoderen trækker sig sammen i løbet af få timer. Oftest tager det flere uger. Din krop har lige skabt, båret og født et barn. Du skal nok komme til at ligne dig selv igen, men tiden til at tænke på det er ikke lige nu. Nu skal du bare nyde din baby og være glad for, hvad din krop har skabt!

Share this post

Baby Akademiet består af fagpersoner indenfor områderne fertilitet, graviditet, barsel og baby, der står klar til at støtte dig i hver eneste milepæl på din rejse som forælder. Vi udvikler faglig viden i form af kurser og artikler, med formålet om at vejlede og give dig de bedste råd og værktøjer til at skabe en sund, tryg og positiv start på din families liv.

Søg efter noget bestemt

Udvalgte posts

Kategorier

Popular Posts

Hvad er hCG?

Når man bliver gravid, så kommer man uvægerligt til at stifte bekendtskab med det graviditetsbevarende hormon hCG (humant Choriogonadotropin). Det er nemlig hCG man måler

Read More