Detox til fertilitetsoptimering – virker det egentlig?

Ordet ”detox” er en forkortelse af ordet detoxification, som direkte oversat til dansk betyder afgiftning, og det er et helt reelt og virkelig koncept, men ikke helt på samme måde, som detox-kure lægger op til. Mange af disse kure florerer med udsagn om at rense kroppen for skadelige toksiner uden konkret information om præcis hvilke skadelig stoffer, der udrenses og via hvilke mekanismer. Helt naturligt foretager visse af vores organer kontant afgiftning af vores kroppe, hvoriblandt leveren og nyrerne begge er meget aktive komponenter. Så hvad kan detox-kure og hvordan virker de? Det kigger dette blog-post nærmere på.

Hvorfor har vi brug for detox-kure?

Typisk set er detox-kure afholdt over korte perioder fra 3 op til 14 dage, hvor man eksklusivt holder sig til at bestemt kost. Forudgående for kuren kan der ligge en faste-periode eller fasten kan i sig selv være selve detox’en. Almindeligvis involverer detox-kure dog foruden indtagelse af vand, ofte en diæt udelukkende bestående frugt og/eller grønt, der indtages, enten som de er i relativ utilberedt stand eller lavet til juice eller smoothies. Både specielle træningsprogrammer, te, urter, diverse kosttilskud, kolon rensemidler eller endetarmsskylninger er dog også en del af nogle kure.

Grundlaget for hvornår man bør detox’e er forskellige, og det er udsagnene om, hvad diverse kure kan gøre for os også. Det er dog angiveligt de mange toksiner og kemikalier, som vi alle uundgåeligt udsættes for hver dag, som ligger til grund for behovet for at detox’e. Påstandene, omkring hvad kurene kan gøre for os, lyder ofte på en kombination af følgende udsagn:

  • Toksiner udskilles i højere grad, igennem sved, afføring og urin.
  • Du får øget og forbedre cirkulation
  • Du tilfører din krop vigtige vitaminer, miniraller og antioxidanter
  • Du stimulerer dine organer (lever og nyre) til nedbryde og/eller skille sig af med toksiner

Nogle kure har yderligere påstande om at kunne lindre helbredsmæssige problemer og sygdomme, såsom fordøjelsesproblemer, inflammation, allergi, intolerancer, træthed, overvægt og autoimmune sygdomme.

Hvorfor har vi ikke brug for detox-kure?

Kroppen er eminent til at vedligeholde sig selv. Dette er ikke ens betydende med, at den ikke har brug for assistance i form af blandt andet sund og nærende kost. Spørgsmålet er så bare om super-restriktive kure som detox-kurene er en del af god ernæring? Det er der umiddelbart intet, der tyder på – tværtimod.

Det er stadig helt og aldeles uklart, hvilke giftstoffer som detox-kure præcis skulle sørge for at hjælpe kroppen med at udskille. Der er faktisk intet, der tyder på, at kurene øger udskillelsen og nedbrydelsen af noget som helst. 

Leveren er et fantastisk organ med ansvar for flere hundrede afgørende processor i kroppen, hvor en andel består af at filtrere, nedbryde og fjerne langt de fleste giftstoffer igennem afføring, urin og sved. Nyrerne har ligeledes afgørende roller og har i denne forbindelse egenskaben til at filtrere vores blod. På den måde bidrager nyrerne automatisk til afgiftning af vores kroppe.

I forhold til lindring af diverse sygdomme er der ligeledes ingen videnskabelig opbakning omkring, at kurene skulle have nogen positiv indvirkning. Det er tværtimod ikke ualmindeligt, at folk beretter om utilpashed, svimmelhed, træthed og kvalme i løbet af et forløb – og det er jo ikke helt, hvad målet er.

Et studie udført med koreanske kvinder på en citron detox-kur rapporterede lovende resultater i forhold til vægttab, men når det gælder vægttab, tyder det ikke på, at kurene er meget anderledes end enhver anden kortsigtet kalorie begrænset kur, hvor man smider kiloene hurtigt, for så også at tage dem hurtigt på igen1.

På anden side kan detox-kure faktisk gøre markant mere skade end gavn. At holde sig udelukkende til plantekost kan lade sig gøre, hvis man er bevidst omkring udfordringerne ved at få opfyldt sine ernæringsmæssige behov. Specielt fedtstoffer og protein kan være vanskelige at få nok af, men det kan lade sig gøre med planlægning og korrekt tilberedt mad. Detox-kure består ofte hverken af god planlægning, korrekt tilberedning af mad eller hensyntagen til behovet for fedtstoffer og protein. Desuden er mange detox-kure baseret på flydende indtagelse af frugt og grønt i form af juice, hvilket øger andelen af sukker-kulhydrater og eliminerer en stor andel af fibre og mikronæringsstoffer. Alt i alt kan du risikere at skabe mere ravage i din fysiologi og skade på dit stofskifte, end du havde før du gik i gang.

Påstandene omkring fordelene ved detox-kurene har altså ingen og i bedste tilfælde meget svag videnskabelig opbakning. Det betyder ikke nødvendigvis, at de ingen effekt har, men de overproportionerede udsagn om vidunderlige fordele skal man passe på med at tro på.

Den positive og realistiske vinkel på detox-kure

Generel sundhed støtter vores kroppe i selv at afgifte, og det gøres i langt de fleste tilfælde ikke bedst via hurtige ”smart i en fart” juice-kure. ”Smart i en fart-kure” kan dog faktisk andre ting. For nogle kan en kort detox-kur bidrage med en motiverende start på en livsstilsændring og fungere som et markant brud med gamle vaner til fordel for nye og bedre. Eliminationen af f.eks. alkohol og højt-forarbejdede fødevarer med et stort indhold af sukker sker automatisk i forbindelse med kuren, og det har positiv indvirkning på vores helbred. Yderligere er der en stigende interesse for og evidens, der påpeger potentielle fordele ved kontrollerede kortsigtet fasteperioder i forhold til en række fysiologiske parametre 2,3.

Når alt det er sagt, er den endelig konklusion dog stadig at detox-kure ikke er hverken nødvendige eller specielt gavnlige. Detox-kure kan også være meget stressende fysiologisk og psykologisk, og øget stress kan påvirke kroppen negativt på en række forskellige måder. Så hvis du har lyst til at prøve det af, så hop ud i det. Hvis det følelses dårligt, så stop. Det bedste, du kan gøre, er overordnet set at holde dig til en sund og varieret kost med begrænset indtag af sukker – ingen hurtige kure kan erstatte det.

Kilder:

1 Kim, M. J., Hwang, J. H, Ko, H. J., Na, H. B. & Kim,  J. H. (2015) Lemon detox diet reduced body fat, insulin resistance, and serum hs-CRP level without hematological changes in overweight Korean women. Nutrition Research, 35 (5), 409-420

2 Patterson, R. E. & Sears, D. D. (2017) Metabolic Effects of Intermittent Fasting. Annual Review of Nutrition, 37, 371-3933 Laaksonen, D. E., Kainulainen, S., Rissanen, A. & Niskanen, L. (2003) Relationships between changes in abdominal fat distribution and insulin sensitivity during a very low calorie diet in abdominally obese men and women. Nutrition, Metabolism, and Cardiovascular Diseases, 13 (6), 349-356

Share this post

Maria
Dior
Jeg er uddannet indenfor global sundhed og ernæring, hvor mit speciale har været inden for ernæring og sundhedsoptimering hos infertile, gravide, mødre og spædbørn. Jeg har haft mit eget træningscenter for gravide og mødre, og har derfor 11 års erfaring med alt fra meditation, mindfulness og vejrtrækning til fødselsforberedelse, genoptræning efter fødslen, kernestyrke og meget mere. Jeg er også uddannet yoga instruktør og massør og mor til 3 skønne unger.

Baby Akademiet består af fagpersoner indenfor områderne fertilitet, graviditet, barsel og baby, der står klar til at støtte dig i hver eneste milepæl på din rejse som forælder. Vi udvikler faglig viden i form af kurser og artikler, med formålet om at vejlede og give dig de bedste råd og værktøjer til at skabe en sund, tryg og positiv start på din families liv.

Søg efter noget bestemt

Udvalgte posts

Kategorier

Popular Posts

white spot

White spot

I mange ammeforløb opstår der udfordringer i større eller mindre grad – og en af dem kan være det, vi kalder et white spot. Det

Read More
ammestrejke

Ammestrejke

En ammestrejke er en udfordrende situation, der kan opstå, når baby pludselig begynder at afvise brystet. Som regel kommer en ammestrejke ikke ud af det

Read More